En af de større udsmykningsopgaver har været mit projekt "Human Relations" i Messecenter Herning. I projektet, som stod på over en længere periode, satte jeg mig den udfordring at indfange de menneskelige energier, der skabes, når mennesker i tusindevis mødes, skaber netværk, handler og inspirerer hinanden. Det var et intenst arbejde der i sin afsluttende fase foregik i 5000 m2 hal, hvor jeg stod i dage og nætter, mens musikken tordnede og gennem højttalerne og spøgelserne spillede mig et pus nat efter nat. Projektet udmundede i 21 malerier. 20 af dem på 300x180cm og 1 på 580x170 cm.

 

For der sker noget med hjernen, når man arbejder sig ned i lagene, der sker noget med bevidstheden. Lagene af maling,  bliver til historier af liv, sammensmeltninger af horisonter og tider.

 

 

En nat var der besøg 

  Projektet var i sin afsluttende fase. Jeg var trods utallige nætters arbejde, klar og fyldt af en ukuelig tro på, at projektet var ved at tage form og blive det abstrakte maleris endegyldige fortolkning af menneskelige relationer.

Der var en sommeraften af den slags, hvor tordenen buldrer ude ved Vestkysten og varmen inde i midten af Jylland bliver så tung, at det føles som om organismen kæmper for ikke at blive en sammensmeltning  med omgivelserne. Så varmt, at mange kan smage saltet på tungen ved hver udånding og kolde colaer synes at være det eneste værn mod dehydrering.

Jeg havde fået en nøgle og en kode, så jeg selv kunne lukke mig selv og mit aldrende køretøj ind på det enorme messeareal, hvor de mere end 100.000 m2 haller ventede på mig, som det eneste menneske i disse uendelige rum.

Der havde været mange aftener før denne, men alligevel fornemmede jeg at noget var anderledes denne aftenen. Det var som om, det tog porten længere tid at åbne sig. Lang tid nok til, at jeg kunne nå at overveje, om jeg skulle springe natten over og vende tilbage til familien hjemme i lejligheden og sove og arbejde videre ved morgengry, lang tid nok til at jeg kunne fornemme, at der var en anden ukendt elektricitet i luften omkring hallerne, som jeg ikke havde bemærket tidligere.

Jeg slog det hen og fortalte mig selv , at det måtte være spændingen over, at projektet var i sin afsluttende fase, der gjorde mig så sensibel, at jeg fornemmede meget mere end sundt var. Det var mine sanser, der spillede mig et pus. Det måtte det være.

 

 

 

Natten kom og lag efter lag arbejdede jeg mig længere og længere ind i maleriet. Klokken var lidt over midnat, da nogen pludselig slukkede lyset i den store hal, hvor labyrinter af tomme stande stod klar til at modtage formlands gæster i august, men som nu stod som støttevægge for alle de malerier jeg var igang med at lægge afluttende hånd på. Alt var pludselig mørkt, meget mørkt. Mit eneste lys, var en lighter....fortsættes