Piratfiskene
Sørens far havde farlige fisk. Meget farlige. Faktisk var fiskene så farlige, at vi alle fik myrekryb, da Søren fortalte om dem, mens vi sad på kanten af sandkassen og kiggede på de små 1. klasses piger bygge deres sandslotte med røde spande. Vi gik i 2. klasse og var færdige med at bygge sandslotte. I hvert fald, når de andre i skolegården kunne se det.
“De kan satme flå kødet af dine fingre på 2 sekunder!” hviskede Søren i et forvrænget ansigt, der fik fregnerne til at blive til lange streger under hans blå øjne.
Vi vidste på en eller anden måde alle sammen godt, at når Søren hviskede så fortroligt, så var det fordi pigerne ikke skulle blive bange. Vi ville for alt i verden ikke skræmme dem med så farlig viden. Jeg så i korte glimt (og gispede indestængt), hvordan jeg ville trække min hånd til mig efter en dumdristig afprøvning af Sørens påstand og kun have afpillede fingerknogler tilbage at tegne med.
Pigerne havde bygget slottet så højt, at det kollapsede for øjnene af os alle, da jeg stilfærdigt havde spurgt;
“Tror du, vi må se dem?”
I et øjeblik var det som om alt blod forlod Sørens ansigt, som om fregnerne helt forsvandt og det knaldrøde hår blev blond. Hans øjne blev smalle og meget alvorlige.
“Jeg kan spørge min far i aften.” begyndte Søren og kiggede sporadisk på pigernes kollapsede sandslot. “Jeg ved ikke, om han siger ja.” han missede igen med øjnene og lagde en hånd på min skulder. “Men så skal du satme holder snitterne fra dem!”
Jeg sank en klump i halsen i mens jeg kiggede på pigernes forgæves forsøg på at redde sandslottets sammenstyrtede mure.
En dag senere stod jeg på Sørens fars kontor eller hvad de nu kaldte værelset med det brune gulvtæppe, der matchede gruset i de store, mørke akvarier, der stod langs væggene. Det lugtede specielt derinde, en blanding af fisk og ost og så var der så varmt, at jeg nærmest begyndte at svede.
Oven over det største og mørkeste akvarie hang en værkstedskalender med et billede af en halvnøgen dame med nogle meget store bryster.
Jeg må have stået og måbet lidt. Jeg havde aldrig set så stort et akvarie før og heller aldrig set så store bryster.
“Skal du se på patter eller piratfisk?” sagde Søren lettere opstemt og daffede til min skulder.
“Piratfisk” mumlede jeg, men kunne ikke helt lade være med at kigge på damen.
Vi satte os på hug foran det gigantiske mørke akvarie foran os. Jeg var lidt varm i kinder af det hele, og det var som om varmen strålede ud af mørket. Så fik jeg øje på dem inde bag glasset. Piratfiskene. De var store, hundrede gange større end mine egne små guppyer. De var grågrønne i skæret og små skel af sølv reflekterede det sparsomme lys fra rispapirslampen over os. Deres underkæber var kraftige, muskuløse som havde de i en knibtang i munden. En af dem manglede et øje. Og hvor øjet skulle have været var en mørk fordybning. Jeg fik lidt gåsehud af synet, men forsøgte at ryste det af mig.
”Min far giver dem levende foder,” hviskede Søren. ”De spiser andre fisk levende!”
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Det var alt for mange indtryk i det tætte værelse. Og det var som om piratfiskene ventede på, at noget snart skulle ske.
En dør gik længere oppe i huset. Og en mandsstemme brummede højlydt. Søren for sammen i et forskrækket sæt og trak mig med ud af værelset, så hurtigt, at jeg næsten vred rundt på foden.
“Vi må slet ikke være herinde,” hviskede han lavmælt. Hans stemme bævrede lidt.
En køleskabslåge blev åbnet og lyden af kapslen, der ramte køkkenbordet gav momentet til at få lukket døren efter os.
“Du må hellere køre hjem. Min far ved ikke, at du er her!” Søren kiggede alvorligt på mig. ”Han hader overraskelser! Han sagde engang, at han ville smide mig ned til dem, hvis jeg ikke ryddede op!”
Jeg skyndte mig som aldrig før, sneg mig ud til min grå winther-cykel med gedebukkestyret og satte den i tredje gear med det samme – med en blanding af frygt, patter og piratfisk i hovedet var jeg hjemme på værelset igen. Verden var blevet lidt større en eftermiddag i august. Jeg så aldrig Sørens fars piratfisk igen, men jeg har set mange andre siden…
